Besøg Aarhus under jeres campingferie

Aarhus er Danmarks andenstørste by. Her finder du storbyoplevelser af international høj kvalitet inden for bl.a. attraktioner, arkitektur, gastronomi og aktiviteter som shopping og store events.

Og, elsker du også at shoppe – ja, så vil du også elske Aarhus. Strøget, de mange kvarterer og stræder, storcentrene og den hyggelige atmosfære – alt sammen inden for gå-afstand.

Dertil kommer torvene Store Torv og Lille Torv samt de omkringliggende gågader, Frederiksgade og Sct. Clemens Stræde, så husk at afsætte mindst et par timer, hvis du skal nå hele turen rundt.

På Strøget ligger ca. 150 butikker i spændende kvarterer, som er klinet op ad hinanden. Strøget i Aarhus strækker sig fra Bruun’s Galleri bag Banegården og helt op til Store Torv ved Aarhus Domkirke. Bruun’s Galleri er et indkøbscenter, centralt beliggende i Aarhus, der rummer 105 forskellige butikker.

Tag på oplevelser i Århus. F.eks. på museer, Aarhus byder på museer i verdensklasse b.la.: Den Gamle By, AROS og Moesgaard museum, alle et besøg værd.

Besøg Den uendelige bro, broen hvor du kan gå og gå og gå og gå. Uden at nå til vejs ende, i smukke omgivelser.  Sådan er badebroen og kunstværket Den Uendelige Bro, som ligger ved Varna Strand/Ballehage Strand i Aarhus.

Salling ROOFTOP er en opsigtsvækkende café og byoase i det centrale Aarhus. Besøg tagterrassen, der ligger på toppen af stormagasinet Salling, og oplev den fedeste panoramaudsigt over byen. Slå shopping og cafébesøg sammen, her er den oplagte mulighed.

I Aarhus er der de store flotte koncerter i Musikhuset, hvor du kan sidde mageligt i en blød stol i dyb koncentration om musikken. Der er rockkoncerter på Train eller Voxhall med gang i den på dansegulvet. Jazzsessions på de hyggelige små værtshuse – en stille guitarkoncert på en af Aarhus’ mange hyggelige cafeer med snak og hygge ved bordene – forførende latinamerikanske rytmer, som du ikke kan sidde stille til – stemningsfyldte kirkekoncerter – og meget mere.

Mulighederne er mange, og Aarhus er bestemt et dagsbesøg værd.